lørdag den 16. juni 2012

Hjerte fødselsdagskage med roser


                              Hjerte fødselsdagskage med roser

I sidste uge havde jeg fødselsdag, og så var det meget passende at lave en kage til mit arbejde. Det blev til denne søde hjertekage.

Kagen består af chokoladekage og jordbær-limemousse. Den er smurt op med "engelsk icing", hvilket den lyserøde kant også er lavet af. Jeg havde fået en ny tylle, og havde lidt svært ved at bestemme mig for, hvordan jeg skulle bruge den, men endte med dette resultat, og det var jeg helt vild med, så det kommer jeg nok til at bruge en del fremover.. Pynten er lavet af fondant.

mandag den 11. juni 2012

Dreng & pige kage til børnehaven


                                            Drengekagen

Min dejlige søn har længe plaget om at få en kage med i børnehaven, men det skulle lige være i orden med børnehaven først, og nu kunne det så endelig passe ind. Det blev til denne kage, som har en side til drengene og en side til pigerne. Jeg fortrød dog, at jeg delte farverne op, for jeg havde ikke fået lavet nok fondant, så jeg havde nogle problemer, og pigesiden blev lidt bredere end drengesiden. Og så måtte jeg bruge en del smørcreme til at dække midten med.

Drengesiden havde pynt af legoklodser, en lego mand, bier og en edderkop, og det hele er lavet af fondant. Fodbolden er chokoladekage, som er overtrukket med smørcreme og fondant.

Selve kagen er en chokoladekage, der er ikke fyld i, fordi det er min erfaring, at børn (lige med undtagelse af min søn) ikke er så vilde med det fyld i kagerne. Jeg smurte den så op med chokolade smørcreme, hvilket jeg bare lige fandt på, og det smagte rigtig godt.

Hele kagen blev spist, så det var dejligt, at han bare havde et tomt bræt med hjem.


                                               Pigekagen

Pynten på pigekagen som er en mini udgave af Hello Kitty, udstukket taske og kjole, og blomsterne er lavet i fondant. 



onsdag den 6. juni 2012

MMF (hjemmelavet fondant)


                                MMF (hjemmelavet fondant)

Dette billede er af min første hjemmelavede fondant, og jeg har lavet det mange gange siden. Det er rigtig nemt, og smager MEGET bedre end det man køber, jeg bruger det kun til at overtrække kager med, da jeg synes, at det man køber er bedre til pynt. Her kommer min opskrift.

Portionen er til ca. 400 gram MMF.

Det skal du bruge:

150 g skumfiduser (Haribo er bedst)
3½ spsk. vand
1½ spsk. olie
Ca. 400 g flormelis
Evt. pastafarve

Sådan gør du:

Skumfiduserne klippes over en gang, og kommes i en skål til mikroovn. Hæld vand og olie over, og sæt skålen i mikroovnen. De skal have ca. 1½ min, tjek dem hver gang der er gået 30 sek., de skal ikke smeltes helt, bare være meget bløde.
Hæld massen i skålen til køkkenmaskinen, tilsæt lidt flormelis og sæt maskinen igang. Hvis der skal farve i, er det en god ide at tilsætte det nu sammen med lidt mere flormelis. Når massen lidt fast, hældes den ud på bordet, som er strøet med flormelis, og så er det bare at ælte til MMF'en føles fast og lidt klistret. Den må ikke være alt for klistret, og den må ikke være for tør, for så bliver MMF'en hård.
Herefter pakkes MMF'en ind i film, sørg for at der er lukket helt til, og kom den tilsidst i en frysepose, som lukkes godt. Når MMF'en har ligget natten over, er den klar til brug.

tirsdag den 5. juni 2012

Fodbold tema Kage


                                      Fodbold tema Kage

Jeg skulle til 40-års fødselsdag, og så da lige en chance for at lave en kage til fødselaren, som jeg faktisk ikke kendte så godt. Jeg fandt dog ud af, at han går meget op i den lokale fodboldklub, og så var mit tema jo klart...

Kagen er en drømmekage, som er smurt op med vanille mørcreme, og overtrukket med MMF. Pynten er lavet af fondant. Den liggende fodboldspiller, var mit første menneske i fondant, og her kan man roligt sige, at "al begyndelse er svær", men den blev da tilfredsstillende.

torsdag den 24. maj 2012

Hello Kitty kage med figur


      Hello Kitty Kage


Anna fyldte 5 år, og hendes mor ville gerne have en Hello Kitty kage til hende. Jeg har jo lavet en lille "for sjov" Hello Kitty kage før, så denne gang ville jeg gøre lidt mere ud af det, så jeg besluttede mig for at prøve at forme en Hello Kitty figur, og jeg blev ret overrasket over resultatet. Annas yndlingsfarver er pink og lyserød, derfor  holdt jeg den mest i de farver. Jeg hyggede mig meget med at lave denne kage, men varmen i disse dage, gav lidt udfordringer med fondanten (MMF) og icingen, men resultatet blev da godt.

Kagen skulle bestå af chokoladekage bunde og skildpaddecreme, så det kom den til. Den er smurt op med vanillesmørcreme, overtrukket med MMF og pyntet i kanten med "engelsk icing". Pynten er lavet af fondant.
 
I hver side er der et Hello Kitty ansigt, og der er også små blomster bagpå den nederste kage.



                                         Hello Kitty Figur

Da jeg denne gang ville gøre mere ud af Hello Kitty kagen, besluttede jeg mig for at prøve at forme en figur, det er min første, så jeg var spændt på resultatet. Og jeg blev selv imponeret over, at jeg kunne finde og af det, og at den blev så fin...
Miss Kitty er formet i fondant, kjolen blev pyntet med glimmer, og de små perler er lavet af fondant og dyppet i baby pink metallic maling (spiselig selvfølgelig)


søndag den 20. maj 2012

"Royal Dåbskage"



                                          "Royal Dåbskage"

Danmarks lille nye prinsesse skulle døbes, så jeg så en chance for at forsøge mig med en pudekage, det var meget sjovt at prøve.

Kagen består af drømmekage med fyld af skildpaddecreme, og så er den smurt op med vanillesmørcreme. Den lyserøde fondant er mit første forsøg med MMF, og hvor er jeg glad for, at jeg prøvede det, det var meget nemmere, end jeg troede at lave og at arbejde med, så det vil jeg lave fremover. Resten af pynten er lavet af fondant og flower paste.

mandag den 14. maj 2012

Mors Dags Kage 2012

          
                                      Mors Dags Kage 2012

Så blev det Mors Dag, og jeg lavede selvfølgelig en kage til min mor.. Samtidig var det en god undskyldning for at få øvet forskellige blomster, og de kom på næsten alle sammen, så det blev måske lidt for meget, men der var i hvert fald blomster til mor :-)

Kagen er drømmekage (det bestemte min søn). Og fyldet er brombærmousse. Den er overtrukket med engelsk icing, som er farvet mint grøn, hvilket er lidt svært at se på billedet.
Alle blomster og rosenblade er lavet af fondant og flower paste.