lørdag den 25. maj 2013
Dåbskage med sommerfugle og baby rump
Dåbskage med sommerfugle og baby rump
Iben skulle døbes, og hendes mor bestilte en dåbskage. Temaet til dåben var lilla farve og sommerfugle i forskellige farver. Derudover kunne hun godt lide baby rumpen, så den lavede jeg som pynt i mini udgave. Det er første gang, jeg har prøvet at lave sommerfugle, og jeg blev noget overrasket over, at vingerne ikke holdt formen, efter at de var tørret. Og fra dette billede blev taget, til hun hentede kagen, var de desværre faldet lidt mere. Det var øv....
Kagen skulle være drømmekagebunde, og fyldet skulle være jordbær-lime mousse. Jeg valgte igen at overtrække med "engelsk icing". Baby rumpen er lavet af drømmekage, smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med fondant.
Justin Bieber Kage til Anna
Justin Bieber Kage til Anna
Til Annas 6 års fødselsdag ville hun gerne ha' en Justin Bieber kage. Hendes mor ville gerne ha' et billede på, hvor Anna og Justin var på sammen, men kvaliteten blev ikke god nok. Så det endte med, at jeg foreslog dette billede, og det blev så det. Og kagen skulle være lys lilla, så jeg lavede den meget lys, så rammen og sløjfen blev fremhævet. Denne gang skulle det ikke være hjerte, så jeg prøvede at lave noget nyt, og det var dejligt.
Kagen skulle være chokoladekage og fyldet skulle være jordbærmousse og chokoladecreme, så jeg valgte Toblerone. Kagen er overtrukket med "engelsk icing". Og billedet er selvfølgelig glasurprint.
søndag den 19. maj 2013
Grand Prix Kage 2013
Grand Prix Kage 2013
Lige siden jeg første gang hørte Emmelie De Forest synge "Only teardrops" i det danske melodi grand prix, vidste jeg bare, at hun ville vinde det hele. Og ja det gjorde hun så, først det danske, og så det europæiske. Det var den mest spændende finale nogensinde, da pointene blev givet i går aftes. Kæmpe tillykke til hende og Danmark!
Nå, men da jeg nu vidste, at hun ville vinde i går, så blev jeg selvfølgelig nødt til at lave en Grand Prix kage, som vi hyggede med, mens vi (eller mest jeg) ventede på at se Emmelie vinde. Jeg så det sammen med min søn og min mor, og min mor var overbevist om, at Danmark i hvert fald ikke vandt, men til sidst kunne hun jo godt, se at hendes kloge datter fik ret, hi hi.
Kagen er ikke det vilde, den består af en sund banankage og er overtrukket med en luftig glasur, som min søn blev ved med at kalde "luftcreme" :) Kanten er flødeskum og pynten er lavet af fondant. Og kagen smagte vidunderligt.
mandag den 13. maj 2013
Mors Dags Kage 2013
Mors Dags Kage 2013
Så blev det Mors Dag eller Mormors Dag, som det også hedder hos os. I år valgte jeg at inddrage min 5-årige søn i kagen, og jeg fik den ide, at jeg ville lave et stykke fondant, som han kunne tegne/male på. Han var med på ideen, og han ville tegne ham selv og mormor, og det de laver sammen. Og noget af det de laver sammen, og som han sætter meget stor pris på er at spille fodbold, så det var det han tegnede. Øverst står der 1 til ham og 0 til mormor. Og da jeg lavede rosen, kom han i tanke om, at der også skulle et blad på, for så gik det ud på, at ramme bladet med bolden. Utroligt sådan en historie, der kan komme ud af en kage tegning, det er da så hyggeligt. Og mormor blev utrolig glad for kagen, så det var skønt.
Kagen er drømmekagebunde med Cake Boss chocolate mousse. Kagen er smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med fondant. Rosen og bladene er lavet af fondant, og teksten er skrevet med RI. Jeg bliver aldrig god til at skrive sådan noget i hånden, øv.
Fyrre, Frisk & Fræk
Fyrre, Frisk & Fræk
En af mine veninder fyldte 40 år, og det skulle fejres med en stor fest. Da hun selv lavede kagen til festen, så kunne jeg jo ikke komme med kage. Jeg synes alligevel, at jeg blev nødt til at markere det på en sjov måde. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg ville lave et spa, og på hver af "hylderne" skulle der være tøse-ting. Så jeg lavede mini make-up, mini fladejern og føntørrer, og mini håndklæder, badebørste og krukke og tube. Hun skulle selvfølgelig ligge på bedste "spa manér" i badekåbe med håndklæde om håret og agurker på øjnene. Ved siden af hende står en mini cupcake, da hun har en svaghed for dem. Teksten "Fyrre, Frisk og Fræk" synes jeg var perfekt, da hun selv havde skrevet det i invitationen. Selve spa'et er bygget op i RKT, hvor jeg har lagt fondant ovenpå, og tilsidst har jeg dustet med glimmer. Jeg hyggede mig rigtig meget med at lave det hele, og jeg var rigtig glad for, at jeg lavede den.
Jeg puttede den i en fin kageæske med roser, så hun skulle tro, at jeg kom med en kage, og der gik faktisk lang tid, inden det gik op for hende, at det IKKE var en kage. Missionen fuldført, hi hi.
Lego Ninjago Kage
Lego Ninjago Kage
Jeg blev spurgt, om jeg kunne lave en Lego kage til Mikkel, som fyldte 8 år. Kagen måtte gerne være formet som en legoklods, og så måtte jeg vælge mellem Chima og Ninjago tema. Min søn er stor fan af begge dele, så jeg kendte til begge dele, og jeg valgte Ninjago, da jeg kun havde 3 dage til at lave det hele i. Jeg valgte at dele kagen op i tre legoklodser. Jeg overtrak med MMF, som generelt gav en del problemer den dag, jeg tror, at det skyldtes luftfugtigheden, for det blev ret hurtigt meget klistret, efter det var lagt på, og der var torden i luften. Men jeg endte med at blive rigtig godt tilfreds med resultatet. Især da figurerne kom på, det var prikken over i'et.
Kagen skulle bestå af chokoladekage og vanilleflødecreme. Jeg smurte den op med vanillesmørcreme og overtrak med MMF. Pynten er lavet af fondant.
Ninjago figurerne
Etiketter:
Drengekager,
Fødselsdagskager,
Temakager
Baby med dåbskjole
Baby med dåbskjole
Min veninde skulle lave dåbskage, da hendes niece skulle døbes, og hun ville gerne have mig til at lave en baby til den. Og det gjorde jeg gerne, så det blev til denne søde baby med dåbskjole og lyserødt bånd.
Abonner på:
Opslag (Atom)