torsdag den 26. december 2013

Marcipan drømme med nougat topping


                        Marcipan drømme med nougat topping

Jeg har de sidste år haft lyst til at prøve at bage disse små kager fra AMOs julebagebog, og i år lykkedes det at få dem lavet. De består af en marcipan kage i mini folieform, og de er toppet med en nougat-fløde creme. De var gode, men jeg tror ikke jeg vil lave dem en anden gang.

Candy Cane Cupcakes


                                    Candy Cane Cupcakes

December måned har været godt fyldt op med store kager, så jeg har ikke nået alt det, jeg havde planlagt at bage. Jeg har dog nået lidt, og det blev blandt andet til disse Candy Cane Cupcakes. Selve kagen er chokoladekage, som jeg plejer at bruge til cupcakes. Toppingen er lavet af flødeskum med sukker og knuste Candy Canes. Jeg tilsatte lidt lyserød pastafarve, da jeg skulle sprøjte toppingen på.
Jeg var meget spændt på, hvordan de smagte, men de var heldigvis super gode.

FC Midtjylland Kage til Rasmus


                               FC Midtjylland Kage til Rasmus

Rasmus skulle holde fødselsdag for vennerne, hvor de skulle ud og se FCM spille kamp. Så det var oplagt at spise en kage med logo'et på, inden de skulle afsted.

Jeg måtte bestemme indholdet af kagen, så jeg valgte at lave drømmekage bunde og guldkaramel creme. Jeg smurte kagen op med vanillesmørcreme og overtrak med MMF og fondant.
Da det var en "sidste øjebliks kage" havde jeg ikke lige en plade, der passede til kagen, så jeg valgte at fylde ud med navn og alder i store bogstaver.


Dåbskage til David


                                      Dåbskage til David

David skulle døbes, og hans mor ville gerne ha' en kage med denne farve og sjerner, som jeg før har lavet, og så ville hun gerne ha' et billede på af David og så hans navn. Så jeg lavede denne enkle kage, hvor der var plads til at skrive navnet med store bogstaver.

Den nederste kage skulle bestå af drømmekage bunde, og fyldet skulle være mango-bananmousse og chocolate mousse. Kagen er smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med MMF. Den øverste kage skulle også bestå af drømmekage bunde, men her skulle fyldet være Tobleronecreme. Kagen er smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med MMF.

Kage med små hunde


                                    Kage med små hunde

Af alle mine kager er Josephines yndlings kage "hundekagen", så hun startede ud med at ønske sig sådan en til sin fødselsdag. De blev dog så mange til fødselsdagen, at selve hunden ikke var nok, så hendes mor og jeg fandt frem til, at jeg kunne lave noget andet med hunde, og det blev til denne søde kage. Det var så hyggeligt at lave dem i denne størrelse, og jeg synes at kagen blev "hunde sød".

Kagen består af 2 chokoladebunde og en banankage bund. Fyldet er jordbærmousse, den er smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med MMF. Pynten er lavet af fondant.


                                         De små hunde


                                      Kagen lidt tættere på

Minecraft Kage til August


                                  Minecraft Kage til August

Jeg er ved at være rutineret i at lave Minecraft figurerne, så det går lidt hurtigere end første gang, hvor jeg slet ikke vidste hvad Minecraft var for noget. Og jeg synes stadig, at det er en sjov kage at lave.

Kagen består af chokoladebunde og fyldet er Daimcreme. Kagen er smurt op med Chocolate Fudge Frosting, og drysset med farvet kokos. Figurerne er lavet af fondant.

Disco tema Kage


                                       Disco tema Kage

Til Josephines 7-års fødselsdag skulle der være en kage med en discokugle, og jeg fandt på at lave de her dansende silhuetter, da hun elsker at danse. Det var lidt sværere at lave selve discokuglen, end jeg havde forventet. Problemet kom i toppen, men det blev da nogenlunde. Kuglen er lavet af chokoladekage, smurt op med vanillesmørcreme og så har jeg lagt firkanter af hvid fondant udenpå. Tilsidst sprøjtede jeg den med sølvfarve og tilføjede lidt glimmer.

Kagen består af chokoladebunde, og fyldet er jordbærmousse og daimcreme. Kagen er smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med MMF. Pynten er lavet af fondant.

tirsdag den 17. december 2013

1-års fødselsdagskage til Marcus


                            1-års fødselsdagskage til Marcus

Marcus fyldte 1 år, og hans mor ville gerne ha' en enkelt kage med et billede af ham på. Og da jeg i forvejen havde en del kager den weekend, så passede det mig fint med en "nem" kage. Jeg valgte at omgive billedet med små stjerner, og det blev ret sødt. Da jeg havde overtrukket kagen, opdagede jeg, at der var et hak i kanten, hvilket jeg var rigtig træt af, men jeg kunne ikke lave om på det.. øv.
Jeg valgte at lave kagen blå, og det var først, da den var færdig, at jeg opdagede, at håndklædet på billedet faktisk også var blåt, så det var jo et fint match, som min underbevidsthed nok har sat sammen..

Da familien ikke er til fyld i kager, så skulle den bare bestå af chokoladekage, så jeg bagte to tykke bunde, som jeg lagde ovenpå hinanden med det samme. Jeg smurte op med vanillesmørcreme og lavede kanten med flødeskum.

Dåbskage til Nanna


                                     Dåbskage til Nanna

Nanna skulle døbes, og hendes mor havde flere ønsker til kagens udseende. Pynten skulle være dåbskjole, conversesko, rangle og en masse blomster, og farven skulle være lyserød. På siden ville hun gerne ha' enten prægning med babyting eller RI mønster. Hvis pynten var lyserød, så skulle kagen jo være hvid, og det går jo ikke til en hvid dåbskjole, så jeg fandt frem til denne løsning, og det var hun glad for. Jeg valgte RI mønstret på siden, for at give lidt farve til det hvide.

Kagen skulle bestå af chokoladebunde, og fyldet skulle være jordbær-lime mousse og vanilleflødecreme. Jeg smurte den op med Chocolate Fudge frosting og overtrak med MMF.

Skriftelig tilbagemelding: "Tusind tak for den flotte dåbskage til i søndags. Den var så flot, og gæsterne var meget imponerede. Den smagte i øvrigt også skønt".

Julekage 2013


                                       Julekage 2013

Vi skulle til julefrokost med de gamle DUÅ forældre og børn, og jeg blev bedt om at tage kage med, så jeg var lykkelig. Jeg fandt ret hurtigt denne ide, som jeg synes var perfekt for børn og barnlige sjæle. Jeg lavede skorstenen i RKT, og overtrak med RI, så det lignede sne, og så var det bare at sætte julemanden, som jeg lavede af fondant, ovenpå. Resten af pynten er også lavet af fondant.

Kagen består af banankagebunde og guldkaramel creme. Den er smurt op med Chocolate Fudge frosting og overtrukket med MMF, som jeg for første gang lod gå helt ud til kanten af pladen, og det passede perfekt til kagen.

Fødselsdagskage med juletema


                               Fødselsdagskage med juletema

Min venindes moster skulle holde stor fødselsdag, og hun ville gerne ha' en kage til festen. Jeg måtte gerne lave den med juletema, hvilket jeg var glad for. Jeg havde bare svært ved at vælge en ide, for det var jo fødselsdag, så jeg synes ikke det skulle være overdrevet juletema. Jeg endte med denne, og jeg valgte pakken, da det jo både kunne være fødselsdagsgave og julegave.

Kagen måtte også gerne smage af jul, så vi blev enige om, at jeg lavede mine egne julebunde og kom appelsinmousse imellem. Men da jeg fandt en opskrift på julemousse, synes jeg, at det var perfekt. Jeg kunne dog ikke nå at afprøve den inden, så det var et sats. Og da der også var en del "jul" i bundene, så valgte jeg at lægge en drømmekagebund i midten, så kagen ikke blev for tung. Jeg smurte den op med Chocolate Fudge frosting, da jeg tænkte, at det ville være godt med lidt chokolade. Kagen er overtrukket med MMF. Gaven er lavet ar RKT, og jeg har overtrukket den med MMF og fondant, der er limet på. Kanten er vanillesmørcreme.

Jeg har ikke fået tilbagemelding på kagen, så jeg ved ikke, om det hele passede sammen, og jeg er bange for, at den var for "tung" alligevel..

Dåbskage med elefant til Oskar


                               Dåbskage med elefant til Oskar

Oskar skulle døbes og hans mor ville gerne ha' en kage med et billede af Oskar og så en elefant. Resten måtte jeg selv bestemme. Farven på kagen skulle være grøn, og jeg valgte at sætte den sammen med en lyseblå, da jeg tænkte, at de ville passe godt sammen. Det var første gang, jeg skulle lave en elefant, men jeg har længe haft lyst til at prøve, og jeg synes også, at den blev rigtig sød. Skoene valgte jeg at lave med små stjerner overalt. Jeg synes også, at kuglekanten ville passe godt til, men jeg fortrød næsten, da jeg var halvvejs. Jeg skulle nemlig selv farve fondanten, og det bliver det ret klistret af, så det tog rigtig lang tid, men det var det værd. Sidst jeg lavede kuglekant, brugte jeg fondant, der var farvet, og det gik noget nemmere.

Kagen skulle batså af chokoladebunde og bananbund, og fyldet skulle være hindbærmousse. Kagen er smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med MMF. Pynten er lavet af fondant.

Skriftelig tilbagemelding: "Tusind tak for en rigtig god dåbskage. Den smagte rigtig godt, og var virkelig flot. Vi spiste det sidste i går, og der var den stadig god. Så det er bestemt ikke sidste gang, du skal lave kage til os".


                                     Den lyseblå elefant

Drinks Kage


                                            Drinks Kage

Min veninde fyldte 40 år, og hun kunne ikke rigtig finde ud af, om hun skulle holde fest eller ej. Det endte dog i sidste øjeblik med, at hun inviterede til en tøse hyggeaften med lækker mad og drinks. Jeg kunne jo ikke komme uden en kage, så det blev til denne lille og festlige kage. Hun blev rigtig glad for den (og forventede også, at jeg havde en med), og den smagte rigtig godt.

Kagen blev lavet i en weekend, hvor jeg i forvejen havde en del kager, så jeg brugte lidt forskellige bunde, nemlig en chokoladebund og en banankagebund. Fyldet er guldkaramel creme, og den er smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med MMF. Pynten er lavet af fondant.

lørdag den 14. december 2013

Bryllupskage til Jannie & Lars


                              Bryllupskage til Jannie & Lars

Jannie & Lars skulle giftes, og vi mødtes i god tid, for at finde den helt rigtige kage til dem. De ville gerne ha' en del roser i forskellige nuancer af lyserød, og selve kagen skulle være hvid. Som topfigurer ville de gerne ha' noget anderledes, og Jannie ELSKER Hafferlaffen fra Peter Plys, så hun kunne godt tænke sig at se den som fondant figur. Lars arbejder hos Lego, så det var oplagt, at lave ham som en Lego mand.
Senere fik jeg nogle billeder at gå ud fra, så jeg kunne se, hvad deres stil var. En af kagerne havde dette skønne fald af roser, og den ville jeg gerne prøve at lave. Da de også godt kunne lide det RI mønster, jeg tidligere har lavet, så valgte jeg at lave det, for at give kagen lidt "liv". Jeg var meget i tvivl om, jeg skulle lave mønstret hvidt eller lyserødt, men jeg er nu glad for mit valg af hvid. Jeg satte topfigurerne på et hjerte, som jeg gav lidt perlemor.

Selve kagen skulle bestå af chokoladebunde, og fyldet skulle være jordbær-lime mousse og Tobleronecreme. De ville gerne ha' lidt "bid" i fyldet, så de syntes at lidt hakket Toblerone ville være lækkert, og det dryssede jeg på hvert lag Tobleronecreme. Kagen skulle overtrækkes med "Engelsk icing", da de vægtede smagen meget højt, og de er ikke vilde med fondant.

Det var et virkelig tilfreds brudepar, der hentede kagen. Jeg var meget bekymret for, om jeg havde ramt Hafferlaffen rigtigt, for den betød så meget for Jannie, men hun godkendte den heldigvis.

Skriftelig tilbagemelding:" Kagen smagte bare SÅ dejligt lækkert med chokostykkerne i cremen. Og alt i alt blot flot flot flot og top lækkert. Tak Charlotte".


                         Hafferlaffen & Lego mand topfigurer


                                          Kagen fra siden


                   Bryllupskagen og en ekstra kage "just in case"