tirsdag den 19. februar 2013

Valentinskage 2013


                                         Valentinskage 2013

Så blev det Valentinsdag, og jeg havde besluttet at i år, ville jeg lave en Valentinskage. Jeg havde faktisk besluttet mig for, hvordan den skulle se ud, men dagen før fandt en veninde et produkt, som jeg har ønsket at prøve længe. Crisco hedder det, og det bruges i USA til smørcreme, så den får en lækker konsistens og bliver helt hvid. Så det fik jeg indkøbt, og så ændrede min kage sig til ovenstående. Jeg så lige en mulighed for at prøve at dække en kage med roser af smørcreme. Jeg kunne godt mærke, at det kræver lidt øvelse, men det var sjovt at prøve, og kagen blev da også fin. Det kan godt være lidt svært at se på billedet, men det er 2 sammenhængende hjerter, de bunde havde jeg nemlig bagt, inden jeg ændrede planer, så dem måtte jeg bruge.

Kagen består af chokoladekage, og fyldet er Buddys Chocolate mousse, som jeg prøvede for første gang, og den var rigtig god - let og lækker.. Og ja, den er så dækket af Decorators buttercream.


FC Barcelona/Messi Kage til Mikkel


                            FC Barcelona/Messi Kage til Mikkel

Mikkel blev 5 år, og ville meget gerne have en FCB/Messi kage med i børnehave. Så det blev til endnu et glasurbillede, og så kunne jeg lige se, om jeg kunne lave FCB logoet igen. Det er et år siden sidst, og denne gang kunne jeg godt mærke, at jeg har en del mere efaring med sådan noget nu, så det gik nemt.

Kagen skulle være chokoladekage uden fyld, da jeg aldrig kommer det i, når det er til børnehave. "Græsplænen" er lavet af vanillesmørcreme, og pynten er lavet af fondant.

Mikkel synes, at kagen var "mega fed", og den var et hit i børnehaven, skrev hans mor. Så det var rigtig dejligt.

mandag den 11. februar 2013

Hello Kitty Kage til Katrine


                                  Hello Kitty Kage til Katrine

Endnu en bestilling på Hello Kitty, hun er en populær dame hende Miss Kitty.. Jeg fandt på at bruge balloner med et bogstav på hver, og det var faktisk ret fint, synes jeg. Og denne kage skulle også være lyserød, men det passer også så godt til Kitty temaet.

Kagen skulle bestå af chokoladekage og chocolate fudge frosting og mango-lime mousse. Jeg valgte at overtrække med "engelsk icing", da det jo smager så godt. Pynten er lavet af fondant.

Barbie Kage til Rebekka


                                      Barbie Kage til Rebekka

Jeg fik en bestilling på en Barbie kage, som skulle være større end den første jeg lavede, så det prøvede jeg på at lave den. Den skulle være ligesom den første bare i lilla. Jeg var lidt i tvivl om, jeg skulle skrive navnet på kjolen eller på kagepladen, men valgte det første, da jeg synes, at det passede godt, når kjolen var så stor.

Kagen skulle bestå af banankage med hakket chokolade, og fyldet skulle være jordbærmousse og vanilleflødecreme. Kagen er lavet af buttercream frosting. Overdelen på kjolen er lavet af fondant.

FC Barcelona/Messi Kage til Mathias


                            FC Barcelona/Messi Kage til Mathias

Mathias ønskede sig en FCB/Messi kage, og det skulle helst være med et billede af Messi, så det fik jeg bestilt. Det var egentlig min plan, at kagen skulle dækkes med "græs", men min græstyl ville slet ikke, som jeg ville, og da den endte med at hoppe ud af sprøjteposen, så fik jeg nok. Men jeg synes nu alligevel, at jeg fik et godt resultat ud af den lidt større tyl.

Kagen består af drømmekage og Toblerone creme. Til pipingen har jeg brugt buttercream frosting.

Hello Kitty Kage til Malou


                                     Hello kitty Kage til Malou

Så var det tid til at fejre Malous 2-års fødselsdag. Hendes mor bestilte en Hello Kitty kage, som gerne måtte være lyserød. Nu har jeg jo lavet Kitty kager nogle gange, og jeg prøver altid at finde på et nyt design. Jeg besluttede at prøve regnbuen igen, da jeg synes, at den er så sød. Formen på Kittys hoved drillede lidt denne gang, men jeg blev dog tilfreds tilsidst. 

Selve kagen består af chokoladekage og jordbærmousse. Kagen er overtrukket med "engelsk icing", og alt pynt er lavet af fondant.

søndag den 3. februar 2013

Kamera Kage


                                        Kamera Kage til Sune

Endnu en 40- års fødselsdagskage i denne weekend. Jeg blev spurgt under en uge før, om jeg kunne lave en kamera kage, og det kunne jeg selvfølgelig. Kagen skulle være større end den sidste kamera kage, jeg lavede, så jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle finde på noget nyt eller fylde overfladen ud. Kameraet skulle være et Canon, da han fik sådan et i fødselsdagsgave. Jeg prøvede at lave det i RKT, men det fungerede bedre, da jeg lavede det i ren fondant. Jeg besluttede at lave et lille fotoalbum og et SD kort, og tilføjede en negativ strimmel. Jeg havde egentlig besluttet, at kameraet skulle ligge ned, men bestemte i sidste øjeblik, at det skulle stå på skå, så man bedre kunne se det.

Kagebundene skulle være chokolade og fyldet blev jordbær-lime mousse. Kagen er overtrukket med "engelsk icing".

Baby rump dåbskage til Hannah


                              Baby rump dåbskage til Hannah

Jeg har længe haft et ønske om at prøve at lave en baby rump kage, og nu kom bestillingen endelig. Jeg var dog lidt spændt på, og jeg kunne få den til at se rigtig ud, men hold da op, jeg synes selv, at denne kage virkelig lykkedes. Og jeg laver meget gerne sådan en igen, det var ret sjovt.

Kagebundene skulle være chokoladekage, og det består begge kager af. Den øverste er uden fyld, men den nederste kage er fyldt med jordbær-lime mousse og tobleronecreme. Nederste kage er overtrukket med "engelsk icing", og øverste kage er smurt op med vaille smørcreme og overtrukket med MMF. "Tæppet" er også lavet af MMF og præget med baby mønster. Ben og fødder er lavet af fondant.


                                           Muffin til oldefar

Da en af gæsterne havde diabetes, lavede jeg en lille sukker - og fedtfri bananmuffin. Den er dækket af lidt flødeskum, og så synes jeg, at det passede fint at lave et lille "tæppe", der matchede den store kage. "Tæppet" er lavet af MMf, så det måtte han selvfølgelig tage af, inden han skulle spise kagen.


Øl tema Kage


                                                Øl tema Kage

Jeg blev spurgt, om jeg ville lave en kage til en 40-års fødselsdag, og jeg fik at vide, at det godt måtte være noget med øl. Den var godt nok lidt svær, men jeg synes, det endte med et fint resultat.

Jeg måtte bestemme hvilke bunde og fyld der skulle i, så jeg valgte chokoladekage og jordbær-lime mousse, det er jo altid et hit. Kagen er overtrukket med "engelsk icing". Al pynten er lavet af fondant.

Bogorm Kage


                                               Bogorm Kage

Min søns barnepige blev færdig som pædagog for nylig, og da hun kom på besøg hos os, måtte hun jo ha' en kage, og jeg synes, at denne var oplagt og rigtig sød. Og min søn synes, at den var rigtig sjov.

Kagen er en sund banankage, og den er smurt op med vanille smørcreme. Den er overtrukket med fondant, og ormen er også lavet af fondant.