søndag den 27. januar 2013

Postmand Per Kage


                                         Postmand Per Kage

De fleste små drenge elsker Postmand Per, det gælder også min søn, som har leget meget med det, han er dog blevet for stor til sådan en kage. Derfor blev jeg så glad, da jeg blev spurgt, om jeg ville lave en til Sebastians 2-års fødselsdag. Bilen blev lidt større end planlagt, og Per var lidt svær at lave, men jeg synes nu, det hele ligner meget godt..

Kagebundene er chokolade- og drømmekage, og fyldet er jordbær-lime mousse og chocolate fudge frosting. Kagen er overtrukket med "engelsk icing".
Bilen er lavet af RKT, og overtrukket med fondant. Figurerne osv. er lavet af fondant.


                            Per, Emil og postsækken med breve

FC Midtjylland Kage 4


                                        FC Midtjylland Kage 4

Så fik jeg endnu en bestilling på en FC Midtjylland kage. Det var til en dreng, der skulle holde sin 7-års fødselsdag. Og det skulle være lige denne model af kagen, som jeg før har lavet.
Da jeg lavede kagen, kunne jeg godt mærke, at jeg er ved at have lavet den nogen gange, det kørte bare, selv den hvide kant blev lavet uden problemer, så det var dejligt.

Kagen var chokoladekage, og den blev fyldt med jordbær-lime mousse og Daimcreme. Den er smurt op med vanillesmørcreme, og overtrukket med fondant.

mandag den 21. januar 2013

Bamse, Kylling & Ælling Kage


                               Bamse, Kylling & Ælling Kage

Så nåede vi til anden del af Livs fødselsdag. Denne gang var ønsket en bamse, kylling og ælling kage, og det var jeg lykkelig over, da jeg længe gerne har ville prøve at lave sådan en.. Og det var da også noget så hyggeligt, at sidde og lave figurerne og huset.
Jeg lavede figurerne i fondant, huset blev lavet af RKT og overtrukket med fondant, som jeg malede med spiselig farve. Og så skulle alle detaljerne på plads bagefter. Ælling ligger i en sø af piping gel, og den var ved at svømme væk for mig et par timer efter at kagen var lavet, men jeg fik reddet den.

Kagen skulle indeholde det samme som sidst, chokolade - og drømmekage bunde, jordbær-lime mousse og chocolate fudge frosting. Og så skulle den smøres op med "engelsk icing".

Skriftelig tilbagemelding på kagen: "Hold da kæft en flot kage. Den smagte helt fantastisk, og denne gang spiste Liv også af den. Hun blev helt vild, da hun så den. Fatter ikke du kan lave det så flot". "Det er jo kunst.."

torsdag den 17. januar 2013

Elvis Kage


                                                 Elvis Kage

En Elvis fan, der fylder 40 år, skal selvfølgelig have en Elvis kage. Så den opgave blev jeg sat på. Jeg overvejede flere muligheder, og nåede frem til denne... Den skulle være "overdrevet", så jeg satte ham på en ø, omgivet af LP'er, Hawaiiblomster, noder og selvfølgelig en guitar.

Kagebundene skulle være chokoladekage, og fyldet skulle være Tobleronecreme og jordbær mousse. Det er der i den store kage, som er smurt op med buttercream frosting, og overtrukket med piping gel. Selve ø'en er ren chokoladekage, der er smurt op med buttercream frosting, og overtrukket med MMF. Kanterne på begge kager er sprøjtet med RI.

Den skriftelige tilbagemelding var: "Endnu engang tusind tak for den flotte kage - han blev SÅ glad for den, og der er rigtig mange der har været ovenud imponerede"

                                                    Elvis...

mandag den 14. januar 2013

Dåbskage til Romeo


                                          Dåbskage til Romeo

Jeg fik endnu en dåbskage bestilling for nylig, så det var med kort tids varsel, men da den ikke krævede så meget pynt, så kunne jeg godt "presse" den ind. Romeos mor ville gerne have et par converse sko, navn og dato på, og det var fint, for jeg har ik prøvet at lave de sko før, og jeg synes, at de er så søde. Jeg syntes så også, at en lille sut ville passe godt sammen med skoene.

Kagebundene skulle være med tyk streg under chokolade og gerne med mandler eller valnødder. Jeg valgte min sædvanlige chokoladekage og tilsatte hakket mørk chokolade og hakkede mandler. Fyldet måtte gerne være noget med mango, og meget gerne mango-lime mousse, hvilket jeg ik har prøvet før, så jeg sagde, at det var et sats, hvis det skulle være det. Og jeg tog chancen og opfandt min egen mango-lime mousse, og hold da op, den blev bare god!
Jeg overtrak kagen med "engelsk icing", og pyntede den nederste kage med fondant stjerner.

Den skriftelige tilbagemelding var:
Det var simpelthen den perfekte kage både udseendesmæssigt og indhold. Virkelig, virkelig godt. Vi er MEGET tilfredse"


                                      Baby converse sko & sut

Hello Kitty Kage til Liv


                                    Hello Kitty Kage til Liv

Min venindes datter fyldte 2 år, og hun elsker Kitty, så derfor skulle hun have sådan en kage til første omgang familie fødselsdag. Jeg måtte selv bestemme pynten, det skulle bare være med Kitty, og jeg måtte meget gerne lave den lyserød, hvillket er en af mine yndlingsfarver, så det så jeg frem til.

Vi blev enige om chokolade - og drømmekagebunde, og fyldet skulle være jordbær-lime mousse og chocolate fudge frosting. Og så måtte den MEGET gerne være overtrukket med "engelsk icing".


                                   Livs helt egen Kitty Kage

Liv skulle have sin helt egen kage at hygge sig med, og vi blev enige om, at det skulle være drømmekage og chocolate fudge frosting. Hendes mor synes, at den var lidt stor, men mindre kunne da ikke gøre det...

Skriftelig tilbagemelding på disse kager:
"Tak for de flotte kager. Liv kunne godt nok ikke li' hendes, men det kunne vi andre. Hun synes dog, at den var STOR og flot" 

Bryllupskage til Liselotte & Kim


                               Bryllupskage til Liselotte & Kim

Jeg fik en sms fra Liselotte, som skulle bruge en lille bryllupskage. Og jeg måtte selv bestemme det hele, hvilket var perfekt, da jeg fik et sæt hjerteforme i julegave, og dem ville jeg rigtig gerne bruge til denne bryllupskage. Det eneste krav var, at der skulle navne og dato på, men det bruger man jo også.
Jeg havde en fornemmelse af, at denne kage skulle være enkel, så jeg valgte røde roser og vielsesringe.

Kagebundene er chokoladekage og jordbær-lime mousse, da jeg synes, at det passer rigtig godt sammen. Kagen er smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med MMF. Pynten er lavet af fondant.

Kagen faldt i god jord, og den skriftelige tilbagemelding var:
"Tusind tak for en super lækker kage. Alle gæsterne syntes, at den smagte fantastisk"


Justin Bieber hjerte Kage


                                Justin Bieber hjerte Kage 1

Jeg blev spurgt, om jeg ville lave en Justin Bieber kage, som en overraskelse til Isabellas 9 års fødselsdagsfest, det skulle bare være en lille kage, hvilket var heldigt, da jeg i forvejen havde en del bestillinger den weekend.
Jeg besluttede, at det skulle være en hjertekage, så jeg ledte en del efter det perfekte print, og bestilte også denne gang et glasurprint. Og så var det jo bare at klippe det til og gøre kagen færdig.

Det skulle være chokoladekage bunde, og så måtte jeg selv bestemme fyldet, som blev chocolate fudge frosting, da den er så god. Jeg pipede den op med buttercream frosting, så den mindede lidt om en "fluffy" pude, og jeg synes, den blev rigtig fin.

Den skriftelige tilbagemelding på kagen var:
" Bieber kagen var et kæmpe hit. Tak tak"

søndag den 6. januar 2013

Dåbskage til Viggo


                                          Dåbskage til Viggo

Jeg blev spurgt, om jeg ville lave en dåbskage til lille Viggo, og selvfølgelig ville jeg det. Viggos mor ville gerne have en rigtig drengekage, med en masse legetøj og en sej baby dreng, og så navn og dato. Jeg synes, at det var en rigtig sjov opgave, at sidde og finde på og lave legetøjet, og også babyen var virkelig sjov at lave, med tungen ud ad munden og omvendt kasket.

Bundene skulle være drømmekage, og så blev vi enige om jordbær-lime mousse, da de ikke er til chokolade. Jeg valgte at overtrække med "engelsk icing".

Jeg er selv ret vild med denne kage, og det blev Viggos mor heldigvis også, da hun kom og hentede den.


                                                         Viggo og legetøjet

Den skriftelige tilbagemelding var: " Vil lige takke endnu engang for kagen til barnedåb. Den smagte så dejligt og var super flot lavet. Skriver eller ringer hvis vi en anden gang skal bruge en lækker kage"

lørdag den 5. januar 2013

Jubilæums Kager





                                           Jubilæums Kager

Der var jubilæum på en af mine pædagog veninders arbejde, så hun havde lavet en bestilling på 2 kager i den anledning. Der skulle stå 25 + på kagerne, fordi det egentlig var mere, men der var sket en eller anden fejl. Ellers fik jeg at vide, at hun laver keramikfugle, elsker blomster og går meget op i høns. Jeg havde ikke lang tid til at lave pynt i, så jeg valgte at lave 2 fugle, som jeg dryssede med glimmer, og så blev det til lidt forskellige blomster. Farverne skulle være mørk pink og turkis, det fik jeg dog ikke ramt helt godt, men min veninde blev glad, da hun hentede kagerne.

Bundene er chokoladekage, og den ene kage er med toblerone creme, og den anden med jordbærmousse.



Nytårskage 2013


                                         Nytårskage 2013

Så blev det endnu engang nytår.. Jeg havde fundet en ide til dette års nytårskage, så den skulle føres ud i livet, selvom jeg havde lidt stress tilsidst.
Jeg startede med at lave isterninger, som laves af isomalt, det er en meget langsommelig proces, og da jeg kun havde en form med 4 firkanter, så måtte jeg vente med at lave de sidste, indtil de første var stivnet, hvilket resulterede i, at det kun var de første, der blev helt klare og fine. Nå, men næste projekt var at lave flasken. Jeg ville prøve at lave RKT (rice krispies treat), og bygge den op i det, og hold op det var nemt, desværre stivnede det ikke så meget, som jeg troede, så flaskehalsen begyndte at falde bagover under den tykke "prop". Så det endte med at jeg klippede det øverste af. Flasken er smurt op med vanillesmørcreme og overtrukket med MMF.

Isterningespanden er lavet af Bondekonens chokoladekage, og fyldt og smurt op med chokolate fudge frosting (så fik jeg endelig selv chancen for at smage det i en kage..) Den er overtrukket med MMF og sprayet med sølvmaling. Jeg synes, det svinede meget denne gang, og jeg kan da også se på billedet, at jeg ikke har fået tørret det hele af mit cakeboard... Nå, men nytåret kom alligevel, og kagen var super god...

                                      Godt nytår!!!!

Hvid Tiger Kage


                                           Hvid Tiger Kage

Min venindes søn fyldte 11 år, og han ville så gerne have en Hvid tiger kage. Jeg tænkte lidt over det, og ledte efter inspiration til, hvordan jeg skulle lave den, og jeg blev ret hurtig enig med mig selv om, at selve kagen skulle være tiger hovedet. Det var ikke helt nemt at lave så stor en skabelon, men det gik.

Selve kagen skulle være en svampet chokoladekage uden fyld, så jeg besluttede at lave den i 2 lag. Den nederste bund er Bondekonenes chokoladekage, og den er smurt op med buttercream frosting og dækket med blå piping gel. Det var første gang, jeg skulle prøve at lave piping gel, så det var jeg spændt på, men det var så nemt, og rigtig sjovt at arbejde med.
Jeg skrev Emil 11 år på siden af kagen.

Selve hovedet er den almindelige chokoladekage, og jeg har formet næse og mund af popcakes "dej". Derefter er den smurt op med chokolate fudge frosting, og tilsidst er den overtrukket med MMF.